Blachowicz sniger sig forbi Jacaré i Sao Paulo main event

Jan Blachowicz vandt en split decision over Ronaldo ‘Jacaré’ Souza i Sao Paulo

Jan Blachowicz (25-8) hoppede i baljen med alligatoren og kom derfra med livet i behold. Den polske light heavyweight fik lørdag en hårdt tilkæmpet sejr i Sao Paulo, da han slog hjemmebanefavoritten, Ronaldo ’Jacaré’ Souza, på split decision.

Kampen var præget af respekt fra begge parter. Det var Jacarés debut i light heavyweight og det var tydeligt, at han havde respekt for polakkens slagstyrke. Han sørgede derfor for, ikke at komme for tæt på. Det samme gjorde sig gældende den anden vej, hvor Blachowicz hverken ville i infight eller for tæt på den mangedobbelte verdensmester i jiu-jitsu. Det udmøntede sig i en langsommelig affære, hvor begge var mere afventende end angribende.

Blachowicz føler sig klar til en kamp om titlen mod Jon Jones.

Blachowicz imponerede med sin evne til at holde kampen stående. Jacaré prøvede, men kunne ikke få kampen til jorden. I stedet blev det en taktisk kamp, hvor polakken både var mere aktiv og mere præcis. Derfor kunne han tage sejren hjem efter fem runder.

Det var ’Jacaré’ Souzas debut som light heavyweight, hvor han gjorde en stærk figur mod en stærk spiller i divisionen. Den bomstærke Blachowicz vil dog nu have en kamp mod Jon ’Bones’ Jones’. I tæt kamp med b.la. Dominick Reyes, Jared Cannonier og Cory Anderson, mener polakken, at han er fortjent til titelkampen. Tiden vil vise, hvem Jones mener, er værdig til en kamp om titlen.