Dansk MMA vil være repræsenteret ved VM i Bahrain

 

Dansk MMA vil under IMMAF – World Championship i Manama i Bahrain d. 10-16 november, være repræsenteret ved deltagelse af to af Danmarks lovende MMA talenter. Janus Olsen fra CSA i København stiller op til mesterskabet sammen med en anden CSA fighter Tobias Zacho Storm.

Eventet, hvor 49 forskellige nationer vil være repræsenteret, er afholdt af Bahrain MMA Federation under opsyn af Bahrain’s Olympiske Komite i det flotte Khalifa Sport City. Vi havde fornøjelsen hos mmamedia.dk at møde de to unge fightere efter en hård træning

 

 

Janus Olsen, der sidst var i kamp ved Cage Warriors Academy showet i Nykøbing Falster, hvor han i øvrigt vandt på et forrygende knockout, er tilbage efter en ufrivillig pause.

Pausen har betydet at den 22 årige fighter har kunnet lægge alle kræfter i træningen mod VM i Bahrain og selvom det ikke er blevet til kampe i oktagonen i nogle måneder, så føler han sig klar og mere fokuseret end nogensinde.

Målet er at opnå et godt resultat ved turneringen i Bahrain og ellers fortsætte den hårde grind i CSA og forberede sig til næste udfordring.

 

 

Tobias Zacho Storm, dansk mester 2 år i træk samt kvartfinale deltager ved EM i Rom tidligere i år, er i fuld gang med at forberede sig til sit andet stævne i år.

Tobias som kun er 21 år gammel, ses af mange sammen med Janus Olsen som en af Danmarks lysende talenter på MMA scenen. Erfaringen fra EM i Italien, er noget som Tobias tager med til Bahrain og forventningerne er derfor også høje hos den unge kæmper.

Drengene er begge kendt for deres stærke standup game, som de fintuner med Muay Thai coach Julian JuJu Bengtsen fra Sporting Health Club, men som de begge gav udtryk for, så skal der trænes i alle discipliner for at lykkes i mixed martial arts.

Deres træningsplan er styret af headcoach Carsten Ettrup fra CSA og den viden som han kommer med og den plan som han nøje lægger for begge fightere, er noget som de føler forbedrer deres evner og udvikler dem som MMA fightere hver dag. Om fremtiden udtalte de unge fightere at de først og fremmest er fokuseret på turneringen om 3 uger, men at ambitionen selvfølgelig er igen at deltage ved EM og VM næste år.

De lagde begge meget vægt på, at man på amatør-scenen kan få vigtig og afgørende erfaring, som kan forberede dem og forbedre deres chancer på den professionelle scene.

Vi vil her fra MMAmedia.dk ønske al held og lykke til de to fightere, samt Nasih El Arja, som er den sidste af de Danske deltagere ved turneringen. Til vores læsere, husk at I kan følge eventet i Bahrain på https://www.immaf.tv

Hvis i har lyst til at støtte op om de to unge fightere, så kan de kontaktes på deres Instagram-profiler: @janusolsenmma og @zacho.s

Gå ikke glip af en nyhed! Meld dig til nyhedsbrevet!