Mark O. Madsen moste Bordin til Cage Warriors Academy Denmark

Han gjorde det igen! Stadig ubesejret.

Med et fremragende hjemmepublikum i ryggen og med repræsentanter fra både UFC og Cage Warriors på lægterne, leverede Mark O. Madsen en magtdemonstration, da han slog den erfarne, franske, Alexandre Bordin efter tre omgange.

Falstringen tog fra starten af opgøret taktstokken og viste sin overlegne brydning frem. Noget han ikke har haft brug for særlig ofte hidtil i hans MMA-karriere. Danskeren viste dog hvorfor, at brydning, uden tvivl, er en af de stærkeste baser at have i mixed martial arts.

33-årige Mark O. Madsen dominerede størstedelen af kampen i franskmandens half guard, hvor en del hårde albuer blev landt og forårsagede et cut i tindingen hos Alexandre Bordin. Franskmanden kunne ikke stoppe den danske welterweights nedtagninger på noget tidspunkt og fandt sig mere eller mindre forsvarsløs på ryggen, kun hjulpet lidt på vej af et par sporadiske submission-forsøg. Mark O. sørgede for, at det bestemt ikke kunne ses, at franske Bordin havde langt mere erfaring under MMA-fanen.

 

Gårsdagens face off imellem de to welterweights

Midt i opgøret ramte The Olympian den franske judoka med et par knæ, som så ud til at ryste ham, men det lykkedes ikke for det danske MMA håb at afslutte den hårde Bordin. Alexandre Bordin er aldrig blevet afsluttet i professionel MMA, men han så ud til at være hårdt ramt et par gange i løbet af kampens femten minutter.

Efter sejren over Alexandre Bordin er Mark O. Madsen nu 5-0 i professionel MMA og må efter hans præstation for alvor være kommet på radaren i Cage Warriors organisationen. Fremtiden ser i hvert fald lovende ud, for den stordrømmende Olympian fra Falster.