Mark O. Madsen skriver kontrakt med verdens førende MMA-management

 

Fra olympisk bryder til succesfuld, ubesejret MMA-kæmper. En spændende fremtid ser ud til at vente Mark O. Madsen

Manageren bag blandt andre UFC-superstjernen Khabib Nurmagomedov skal fremover repræsentere Mark O. Madsen i jagten på den største MMA-scene.

Mark O. Madsen har taget et vigtigt skridt i bestræbelserne på at indtage toppen af international MMA.

Efter at have brugt hele sommeren i Las Vegas har ’The Olympian’ skrevet kontrakt med verdens førende MMA-manager, Ali Abdelaziz.

Ali Abdelaziz er den mest indflydelsesrige manager i international MMA og står blandt andre bag den russiske UFC Champion Khabib Nurmagomedov, der i 2018 besejrede Conor McGregor i en titelkamp med rekordhøje 2,4 millioner pay-per-view-seere.

Læs også: Mark O. Madsen gjorde kort proces af Patrick Nielsen

Siden sejren over Patrick Nielsen i K.B. Hallen har Mark O. Madsen afsøgt mulighederne for et internationalt gennembrud, og med samarbejdet med Ali Abdelaziz bliver han nu – som den første dansker nogensinde – en del af det store management-imperium Dominance MMA, der har en række af de største UFC-stjerner i folden.

 

Team Olympians holdkaptajn Niels, Mark “The Olympian” Madsen og hovedtræner, Martin “The Hitman” Kampmann

”Ali er manden i Vegas. Han er den førende MMA manager i verden. Jeg prøver så vidt muligt at alliere mig med de bedst mulige ressourcepersoner, og der er Ali en vigtig brik. Ali har direkte kontakt til præsidenten i UFC, Dana White, og har i det hele taget alle de rigtige kontakter. Det er en kæmpe chance for mig,” siger Mark O. Madsen.

Med aftalen går Mark O. Madsen og Ali Abdelaziz nu benhårdt efter at lande de store aftaler, og samtidig bliver Mark O. Madsen en del af et fighterfællesskab, der kan styrke den sportslige udvikling.

”Ali kan give mig adgang til de vildeste træningscamps med de bedste kæmpere i verden. Deriblandt Khabib, som jeg allerede har trænet med,” siger Mark O. Madsen.

Ali Abdelaziz er en mand, der er vant til at forhandle store kontrakter med MMA-industriens helt tunge drenge. Set i det lys er Mark O. Madsen stadig en lille fisk, men Ali Abdelaziz ser ingen begrænsninger for den danske OL-sølvvinder i brydning.

 

Mark O. i fint selskab sammen med en del af American Kickboxing Academy. Islam Makhachev, Mark O., Javier Mendez, Khabib Nurmagomedov og den nye manager, Ali Abdelaziz, ses fra venstre på øverste række

“Jeg ved, at Mark gør alt i sit liv for at blive den bedste, og hvis du ser på hans CV, har han konkurreret på højeste niveau i alt, hvad han har lavet. Jeg tror på, at han kan opnå alt, hvad han sætter sig for,” siger Ali Abdelaziz, der føler sig overbevist om, at han kan skubbe Mark O. Madsen mod MMA-toppen.

”Jeg ser Mark som en Ferrari. Han har bare brug for en god garage. Og jeg kan slet ikke vente med at få Ferrarien ud på vejen.”

Udover at repræsentere en række af de største navne i MMA er Ali Abdelaziz også kendt for sine store armbevægelser og en kontroversiel fortid, hvor han blandt andet var informant for FBI. For Mark O. Madsen handler det dog udelukkende om at alliere sig med en mand, der kan hjælpe ham ind de rigtige steder.

”MMA er både sport og showbiz, og Ali kan styrke mig på begge områder. Jeg er opmærksom på Alis fortid, men kemien er god, vi forstår hinanden, og jeg føler mig overbevist om, at det bliver en succes for alle parter.”

Få de seneste nyheder om Mark O. Madsen og hans fremtidige bestræbelser – Tilmeld dig vores nyhedsbrev nedenfor!

Gå ikke glip af en nyhed! Meld dig til nyhedsbrevet!