Mark O. Madsen tog decision-sejr, efter femten hårdt kæmpede minutter

En træt, men glad Mark O. Madsen i vores post-fight interview

“The Olympian” har det seneste års tid ofret stort set alt, for at opnå drømmen om at konkurrere på den største MMA-scene, UFC. En fremragende bryderkarriere, kvalitetstid med familien og store økonomiske risici er blot nogle af de ting, som Mark O. Madsen har sat på spil.

I aften, ved Cage Warriors 103, kunne den tidligere bryder nyde godt af det hårde arbejde, som han, hans kone og hans team har lagt for dagen, da han slog franske Thibaud Larchet efter tre hårde omgange.

Et vanvittigt flot Cage Warriors stævne var stablet på benene, med en stemning, der i presserummet blev beskrevet som fuldstændig enestående og bedre end ved flere UFC-events. Den elektriske stemning kunne i særdeleshed mærkes, da The Olympian gik til buret til tonerne fra Gasolins “Rabalderstræde”. Et udsolgt KB Hallen skrålede med og gav den danske welterweight den bedst mulige start på hans syvende og hidtil vigtigste MMA-kamp.

Madsen stod overfor franske 29-årige Thibaud Larchet, der præsenterede en række udfordringer, med en lang rækkevidde og erfaring mod top-fightere. Endnu engang skulle bryderbaggrunden vise sig, at være et godt sikkerhedsnet for danskeren, der flere gange tog kampen til gulvet, efter at have spist flere jabs end hans selv ønskede. Et af slagene åbnede et cut på næseryggen af falstringen. The Olympian fik også selv sendt et par hårde højrehænder afsted, der en enkelt gang så ud til at ryste Larchet. Den rutinerede franskmand overlevede dog, men var på dybt vand ligeså snart han ramte kanvassen. I slutningen af opgøret var både Madsen og Larchet tydeligt trætte, som følge af en masse grappling og hidsige slagudvekslinger.

 

Mark O. Madsen og Thibaud Larchet ved indvejningen, fredag

Efter femten minutter havde begge welterweights blodige næser, men det stod klart at Mark O. Madsen havde domineret. Dommerne så det på præcis samme måde og The Olympian kunne få løftet armen i sejr, for syvende gang ud af syv mulige.