Nate Diaz vs. Anthony Pettis co-main event ved UFC 241

UFC 241 Nate Diaz MMA
En af sportens mest elskede kæmpere vender tilbage denne sommer

Natten til søndag offentliggjorde UFC et lækkert welterweight-matchup for folket, da det blev annonceret at fanfavoritten, Nate Diaz vender tilbage til buret, for første gang siden 2016. Når Daniel Cormier til august forsvarer hans heavyweight-titel mod manden han vandt den fra, ved UFC 241, bliver det med et fremragende co-main event.

Det vil formentlig gøre mange MMA-fans glade, at høre 34-årige Nate Diaz (19-11) igen bliver at finde i UFCs octagon. Stockton-kæmperen, der siden nederlaget til Conor McGregor ved UFC 202, har ligget i en form for åben penge-krig med organisationen. Den yngste Diaz-bror har tilsyneladende modtaget et tilfredsstillende tilbud i denne omgang og modstanderen er den tidligere lightweight-champ, Anthony “Showtime” Pettis (22-8).

 

Anthony Pettis besejrede i marts den tidligere welterweight-titeludfordrer, Stephen Thompson

Pettis kommer fra en af karrierens flotteste præstationer, hvor Stephen “Wonderboy” Thompson blev knockoutet i voldsom facon, i den tidligere champs welterweight-debut. Efterfølgende har 32-årige Pettis ved flere lejligheder udtrykt interesse for at konkurrere mod en af Diaz-brødrene, som han anerkender som legender af sporten. Det ønske er nu gået i opfyldelse, til stor glæde for MMA-fans verden over.

UFC 241 finder sted i Anaheim, Californien, hvor Honda Center med kapacitet på ca. 18.000 siddepladser vil være fyldt, til et af de mest ventede comebacks.

Kommentarer

kommentarer