Olympian Fight Night: Se resultaterne fra aftenens kampe

Så er der ikke lang tid til, at vi får Patrick Nielsen at se i buret, for første gang (Foto: Anthon Unger)

Her er resultater og resumeer fra Olympian Fight Night i KB Hallen på Frederiksberg lørdag den 8. juni 2019.

Amatør-resultater:

Ali Reza (Frontline Academy) vs. Omid Husseini (Novus Academy)

Et catchweight-opgør imellem to nordmænd, hvor Omid Husseini fra Novus Academy havde misset vægten med svimlende fem kilo.

Vægt-fordelen viste sig også at være for meget for den kun 19-årige Ali Reza, der blev taget ned efter behag og flere gange fandt sig selv med ryggen op ad buret, midt i voldsomme slagudvekslinger. Husseini brugte sin brydning til at nedbryde Reza, der i tredje omgang var fuldstændig udmattet.

Efter endnu en nedtagning sneg Husseini sig hurtigt i mount og derfra var der ingen vej tilbage for Ali Reza, der blev afsluttet via TKO til ground and pound, midt i tredje omgang.

 

Nashwan Aziz (Frontline Academy) vs. Lasse Hansen (Mikenta)

To featherweights, der begge har en sejr til gode i deres amatørkarriere. Første omgang blev mest præget af to spark til Hansens skridtbeskytter, som gjorde stor skade og kostede nordmanden et point.

Anden og tredje omgang var meget frem og tilbage, med vilde scrambles, der kostede dyrebare positioner for både Aziz og Mikentas Lasse Hansen.

Efter ni minutters vildskab var dommerne i tvivl om hvem sejrherren var. En dommer havde kampen i Hansens favør, imens de to andre scorede den som uafgjort.

Kampen endte derfor i et majority draw

 

Kristoffer Langerud (Novus Academy) vs. Fayes Ghanoum (Olympian Gym)

Amatør-debut til begge kæmpere i dette welterweight-opgør.

Stærk brydning fra Langerud dikterede kampbilledet, hvor nordmanden flere gange i hver omgang fik Ghanoum ned på kanvassen. I første omgang kom danskeren op med 30 sekunder tilbage og fik sendt en god slagserie afsted, der fik publikum til juble.

Brydningen var dog for stærk en force for Fayes Ghanoum, der i hans debut måtte se sig slået af Kristoffer Langerud med dommerstemmerne 3-0.

 

Alexander Hallafors (Frontline Academy) vs. Mikkel Iversen (Metanoia)

Så kom et par af de store gutter i spil. Catchweight-kamp på 90kg med danske Mikkel “BigBoss” Iversen mod en-kamps-veteranen, svenske Alexander Hallafors.

Den store dansker viste fremragende grappling og dominerede svenskeren på gulvet i størstedelen af de tre gange tre minutter. Første omgang endte med Iversen i mount og hamrende ned over Hallafors. Et par enkelte gange kom Iversen i dårlige positioner på gulvet, men formåede hurtigt at få vendt det til hans fordel.

Efter tre omgange udvidede danskeren hans amatør-rekord til 3-2, med dommerstemmerne 3-0.

 

Afrim Thaqi (Novus Academy) vs. Sherwan Khalil (Arte Suave)

To spændende lightweights. En fra Danmark, en fra Norge. Begge 3-0 og en skal lide deres første amatør-nederlag.

Arte Suaves Khalil forsøgte at sætte dagsordenen med hans eksplosive striking, men Afrim Thaqi viste stærk brydning og fik holdt danskeren flot nede igennem opgøret.

Sherwan Khalil kæmpede en brav kamp, men kunne ikke holde nordmanden fra at kontrollere kampen på gulvet i størstedelen af kampen.

Afrim Thaqi udvider sin perfekte rekord til 4-0.

 

Stefan Kryger Jørgensen (Mikenta) vs. Mark Damstedt (CSA.dk)

Fra start til slut fik vi en velforberedt Mark”Tito” Damstedt at se i dominerende position mod Stefan Kryger Jørgensen, der havde svært ved at finde modtræk mod især en byge af legkicks mod venstre lår.

“Tito” så ud til at blive båret frem af støtten fra tilskuerpladserne, hvor man kunne høre “Tito, Tito, Tito!” Kryger blev presset baglæns igennem hele opgøret og Damstedt leverede aftenens hidtil bedste præstation.

Akkumuleringen af legkicks og det ubarmhjertige pres var til sidst for meget for Mikentas Kryger Jørgensen, der blev reddet af dommeren i slutningen af anden omgang.

Flot TKO-sejr til Mark Damstedt i 2. omgang.

Læs også: Få et overblik over Olympian Fight Night

Pro-resultater:

Omid Husseini (Novus Academy) vs. Zezva Kerashvili (Rumble Sports)

Aftenens første pro-kamp og pro-debut til Zezva Kerashvili, med de georgiske rødder. Det blev dog, desværre, ikke det resultat som Rumble Sport-kæmperen havde håbet på, da Omid Husseini knoklede sig til en sikker sejr.

Husseini styrede det meste af opgøret med god positionsbrydning, der i det lange løb zappede debutanten Kerashvili for kræfter. Den norske kæmper gjorde det svært for Zezva, der i flere omgange forsøgte at vende kampen til hans fordel, men endte på ryggen stort set hver gang han gjorde angreb mod nordmanden.

Dommerne var heller ikke i tvivl om kampens vinder, efter de tre gange fem minutter.

Omid Husseini på unanimous decision.

 

OJ Mandt Johnsen (Frontline Academy) vs. Carlos Zamora (Arte Suave)

Danske Carlos Zamora var tilbage i buret, efter en længere skadesperiode mod Frontline Academys OJ Mandt Johnsen.

Kampen foregik i højt tempo og hovedsageligt stående. Nordmanden dikterede det stående aspekt, med et skarpt jab, der fik Zamoras næse til at bløde. Danskeren forsøgte dog igennem hele opgøret, at marchere igennem Johnsens stærke jab, og fik selv leveret en masse hårde legkicks.

Det var dog ikke nok til at afskræmme Mandt Johnsens pres, og selvom Zamora gav alt hvad han havde i det sidste minut, måtte han se sig slået, med dommerstemmerne 3-0 OJ Mandt Johnsen.

 

Andrey Zubenko (Sparta Kremenchuk) vs. Joachim Tollefsen (Frontline Academy)

Det blev til to omgange med action og en sidste i tomgang, da Joachim “Slenderman” Tollefsen mødte ukrainske Andrey Zubenko.

I første omgang fik Zubenko ram på “Slenderman” med et spark i nyreregionen – et spark, der foldede nordmanden sammen og sandsynligvis sendte omgangen til ukraineren.

Derfra styrede Tollefsen opgøret fra distancen, inden han i anden omgang afsluttede de fem minutter af med at have mountet ukraineren. På trods af masser af ubesvarede slag fra Frontlines lightweight, stoppede kamplederen ikke kampen og vi fik alle femten minutter.

Dommerne så opgøret så tæt, at to af dem scorede den som uafgjort, mens den sidste scorede opgøret til nordmanden.

 

Elijas Paknys (Frontline Academy) vs. Mikkel Vestergaard Laursen (Arte Suave)

Endnu to pro-debutanter i et middleweight-opgør, hvor norske Paknys overkom en tidlig storm fra den absurd veltrænede Mikkel Vestergaard Laursen. Den imponerende fysik så dog ud til at trække danskeren ned senere i opgøret.

Den stærke dansker fik i første omgang Elijas Paknys ned flere gange, men havde svært ved at holde positionerne og nordmanden fik bugseret sig hen til hegnet og kom på fødderne igen. Efter flere gentagelser af dette, så Vestergaard Laursen ualmindeligt træt ud, samtidig med den norske middleweight dansede i hans hjørne, imellem runderne.

I anden omgang fik Paknys for alvor fat og slap hans hurtige hænder løs. Flere gode kombinationer så ud til at trække de sidste kræfter ud af danskeren, der efter hornet i anden omgang ikke havde mere diesel på tanken.

Elijas Paknys vinder via TKO imellem 2. og 3. omgang.

 

Ole Magnor (Novus Academy) vs. Mikkel Kasper (Arte Suave)

Den sidste kamp, inden det meget ventede main event. De to middleweights gav den gas i alle tre omgange, hvor det bølgede frem og tilbage.

Begge kæmpere fik flere gange hinanden ned, hvor nordmanden fik mest ud af positionerne. Kasper fik dog ramt på Magnors næse i anden omgang og fik blodet til at løbe.

Den hårde nordmand kæmpede ufortrødent videre og fik i tredje omgang tvunget hans vilje på Mikkel Kasper, der kæmpede med alt hvad han havde. Desværre for den danske politimand, gik dommerstemmerne ikke hans vej.

Ole Magnor hev en split decision i land og udvider hans rekord til 4-6.

Mark O. Madsen (Olympian Gym) vs. Patrick Nielsen (Mikenta)

Læs hvordan det gik i main eventet her!

 

Gå ikke glip af en nyhed! Meld dig til nyhedsbrevet!


Kommentarer

kommentarer